Medie.cbs.dk er lukket pr. 15. maj 2017. CBS Wire har overtaget som CBS' uafhængige medie. Følg med på cbswire.dk.

Visualisering bar det tværfaglige i Braintrust Base workshop

Skrevet af Karoline Toft-Petersen - Foto: Karoline Toft-Petersen - 6. maj 2013 - 12:160 kommentarer
'Problemløsnings-model' bygget af Larisa Andrei fra European Studies og hendes gruppe under Braintrust Base konferencen.

I februar i år åbnede den akademiske studieportal, ‘Braintrust Base’, der har til formal at kombinere karriere og studeliv. Konceptet kan nu også opleves ’live – med hjælp til visualisering.

Konference for studerende om vidensdeling på tværs
Studieportalen ’Braintrust Base’ mener, at den akademiske viden skal tilbage i fokus. Det gør organisationen hovedsaligt igennem deres akademiske portal for studerende, hvor man kan oprette sit eget akademiske CV og dermed gøre sin viden tilgængelig for omverdenen.

Den 23. april blev konceptet så udvidet med en konference, hvor det visuelle koncept blev overført på virkeligheden – med fokus på tværfaglighed gennem visualisering.

Under konferencen skulle deltagerne arbejde med nogle af problemstillingerne fra ‘EU's Horizon 2020’, der har til formål at tackle sociale udfordringer igennem et samarbejde mellem forskning og marked.

Kunsten at få tværfaglighed i spil i praksis
De omkring 30 deltagere kom fra vidt forskellige universiteter og studieretninger – og ikke mindre end 16 forskellige lande. Hver gruppe fik en problemstilling fra ’EU's Horizon 2020’, som de skulle forsøge at løse ved hjælp viden og metoder på tværs af discipliner.

Formålet var at skabe et ’interdisciplinary knowledge lab’ ud fra en holdning om, at tværfagligt samarbejde tvinger de studerende til at overveje, hvad det er, de kan netop med deres disciplin:

- Gennem den her form for samarbejde vil vi gerne nedbryde nogle af de lidt stereotype forestillinger, der kan være om forskellige fagdiscipliner, forklarer arrangør Sigrid Bjerre Andersen og uddyber:

- Formålet er på én gang at finde ud af, hvad andre fag kan bidrage med, og samtidig sætte nogle konkrete begreber på ens egne kernekompetencer. Det er evner, man for eksempel kan bruge på jobmarkedet.

Visualiserede ideer bryder gennem faglige mure
Kommunikationen imellem en CBS- og antropologi studerende kan godt være svær, fordi man er vant til at bruge forskellige begreber og tilgange. For at omgå den problemstilling var et andet fokus under eventet visualisering. I stedet for, at hvert gruppemedlem sad med hovedet i en computer, var man tvunget til aktivt samarbejde.

- Hvis man kan udtrykke sine ideer igennem en model, gør det kommunikationen imellem fag meget nemmere. Visualisering er et værktøj, som de studerende kan bruge både i forbindelse med præsentationer og samarbejde, fortæller Sigrid Bjerre Andersen om baggrunden for at inkludere en billedlig del i programmet.

For at motivere til at bruge anderledes værktøjer blev der stillet post-it’s, tusser, lim, elastikker, papkasser og andre redskaber til rådighed. Disse skulle blandt bruges til at bygge en færdig model af deres løsning på det uddelte EU problem – men også under gruppearbejdet gjorde det en forskel.

Fik hjælp til de nye visualiseringsværktøjer
Larisa Andrei, der læser European Studies på Malmö University, arbejdede under konferencen med emnet ’Inclusive, Innovative and Secure Societies’. Gruppens svar på problemstillingen var at skabe en ”Europæisk identitet”, der skulle være stemmen for alle urepræsenterede grupper i det europæiske samfund.

Den færdige idé blev vist frem via en 3D model af et forhandlingsbord bemandet af minoriteter (se billede).

For Larisa Andrei var ideen om at skulle visualisere sin problem-model først fremmed, da hun hverken havde prøvet det før eller under eget udsagn er en kunstnerisk person. Dog fik hun og hendes hold undervejs hjælp af Braintrust Base’s ’visuelle konsulenter’, og gruppen endte med at være glad for det nye værktøj:

- De forskellige perspektiver giver noget nyt til processen, der ellers ikke kunne være der, bemærkede Larisa Andrei, der især var begejstret for samarbejdet mellem folk fra forskellige miljøer:

- I vores projekt inkluderede vi for eksempel et teknologisk aspekt, som ikke ville have været der, hvis vi kun arbejdede indenfor vores egen disciplin. Jeg kan derfor klart anbefale det til alle studerende uanset studie.

Info: 

Braintrust Base
Braintrust Base håber på at kunne arrangere flere lignende begivenheder. Du kan følge med på deres Facebook-side eller deres hjemmeside.

Tilføj kommentar