Medie.cbs.dk er lukket pr. 15. maj 2017. CBS Wire har overtaget som CBS' uafhængige medie. Følg med på cbswire.dk.

Sådan får du mere ud af din SU

Skrevet af Albulena Rexhepi - Foto: © Ginasanders | Dreamstime.com - 29. august 2014 - 10:350 kommentarer
Tag ved lære af andre studerendes erfaringer og råd, og strik så din egen spareplan sammen. Det kræver nemlig et vist talent at have det sjovt på SU, hvis man samtidig skal have en sund økonomi.

Du er kommet ind på drømmeuddannelsen, og du glæder dig til at starte dit nye liv og møde en masse nye mennesker. Her giver vi dig de bedste sites til sammenligning af tilbudspriser, og du kan også møde to studerende, der fortæller om deres håndtering af økonomi og studieliv. 

Pas på din SU

Det kræver sit at passe på pengene, når man er studerende på SU. Det tager tid og kræfter at holde øje med de gode tilbud, men vi lover dig, at det er umagen værd.  

Bownty.com er et dansk site, der samler tilbud fra 8 forskellige lande inklusiv Danmark. Når man klikker på dannebrog, får man valget mellem 16 større danske byer, og der er så mange tilbud at vælge imellem, at det kan virke ganske overvældende i starten.  

Der er tilbud på restauranter, tøj, elektronik, tandlæge og spaophold. Man kan se, hvor meget man sparer på visse tilbud og efter samme princip som med flybilletter på momondo.dk, fører siden dig hen til et andet tilbudssite.

Bliv herre over finanserne

Studiz.dk er et andet site, der minder om bownty.com. Her finder du et hav af rabatter, der er opdelt i alt fra bøger, tøj og sko til barer og diskoteker. De forskellige studietilbud er lagt frem for dig, så du skal blot klikke på det ønskede produkt.

Mybanker.dk er en dansk side, hvor man kan få et godt overblik over de forskellige tilbud på det finansielle marked i Danmark. Der er nyttige informationer om lønkonto, kassekredit, om hvordan man skifter bank og tips til opsparing. Klik ind på siden, og bliv din egen pengemester.

Samlino.dk søger, og du sparer!

Dette sammenlignings site er enkel og overskuelig, og det rene layout gør, at man får lyst til at bruge tid på siden. I sammenligning med konkurrenterne på markedet er denne side mere iøjnefaldende, og den både informerer om og sammenligner tilbud.

Det fantastiske ved samlino.dk er, at den eksempelvis sørger for at sammenligne de forskellige udbydere af bredbånd på selve sitet, så du ikke automatisk bliver sendt videre til et andet site i en ny fane.  

En sammenligningsmodel der giver et godt overblik over produkterne, og samtidig sparer den dig for både tid og penge, da det hele er samlet et sted.  

Her kan du også finde info om kreditkort, gebyrer, a-kasser, bilforsikring og forbrugslån, så tænk langsigtet, og brug lidt tid og kræfter på tilbudsjagt og studiebudget. Det kan godt betale sig i det lange løb.

Budget eller studiejob?

Det er det store spørgsmål, når man begynder at læse. Haseeb Safi læser International Business and Politics, og han har i 3 år levet udelukkende af sin SU og dermed undgået at stifte gæld.

- Det første jeg lagde mærke til, da jeg flyttede hjemmefra var, at størstedelen af mine penge gik til indkøb af mad. Derudover skulle jeg betale husleje og andre regninger, så jeg fandt tidligt ud af, at jeg blev nødt til at tænke over, hvordan jeg brugte mine penge.

Derfor begyndte Haseeb Safi at lægge et månedligt budget for SU’en. Han ville nemlig også gerne have råd til fest og farver ved siden af studiet, men han ønskede ikke at tage lån eller få minus på kontoen.

Haseeb Safi har ikke ønsket at supplere studiet med et arbejde for at få flere penge mellem hænderne. Han har ikke fundet det nødvendigt, da han har prioriteret den praktiske erfaring fra sit virke i studenterorganisationen AIESEC højere end et studiejob.  

Derudover påpeger Safi, at han også har været heldig med at kunne trække på sine forældres generøsitet, når SU-budgettet til tider blev for stramt.  

Strik din egen spareplan sammen

Jasmin Sharzad har derimod valgt at arbejde ved siden af studierne, og hun tilbringer derfor 15-20 timer om ugen på et studiejob i transportministeriet.

-I perioder med mange forelæsninger kan det være en udfordring at få tingene til at hænge sammen, men jeg har aldrig oplevet det som et direkte problem. Jeg klarer mig rigtig godt på studiet på trods af, at jeg en gang imellem går glip af et par forelæsninger, forklarer hun og fortsætter:

- Det ikke kun det økonomiske aspekt ved et studiejob, der er vigtigt. Det handler i høj grad også om at opnå en arbejdsmæssig erfaring, der kan gøre mig attraktiv på jobmarkedet. Gode karakterer ikke længere nok, så jeg vil stærkt anbefale de nye studerende at få sig et studiejob, så snart de har fundet sig til rette på CBS.

Så kære nye CBS’ere. Tag dit studie og din økonomi seriøst. Tag ved lære af andre studerendes erfaringer og råd, og strik så din egen spareplan sammen.

Det kræver nemlig et vist talent at have det sjovt på SU, hvis man samtidig skal have en sund økonomi.