Medie.cbs.dk er lukket pr. 15. maj 2017. CBS Wire har overtaget som CBS' uafhængige medie. Følg med på cbswire.dk.

Graduate House officielt indviet

Skrevet af Jørn Albertus - Foto: Jørn Albertus - 3. september 2015 - 17:420 kommentarer
Der lyttes opmærksomt til Per Holten-Andersens tale i det smukke lokale på fjerde sal.

Det smukt og lækkert indrettede Graduate House, har skabt en win-win situation for CBS og de studerende, understregede uddannelsesdekan Jan Molin i en af de fire indvielsestaler, som blev holdt på både sønderjysk og norsk.

Flere hundrede mennesker – studerende, ansatte og naboer – havde fundet vej til gårsdagens indvielse af Graduate House, som foregik i stuetagen, hvor der var pindemadder, god rødvin og fadøl.

Den officielle del af indvielsen blev holdt på fjerde sal. Her fandt ca. 60 personer op for at høre taler af CBS Students bestyrelsesformand, Jens Bonde Mikkelsen, rektor Per Holten-Andersen, Frederiksbergs borgmester Jørgen Glenthøj og uddannelsesdekan Jan Molin.

Egentlig lidt synd, at der ikke var flere, for begivenhederne på fjerde var ganske underholdende og så var der champagne og kransekage.

Mojn mojn

Jens Bonde Mikkelsen lagde ud og takkede for, at han måtte tale på dansk, for så kunne han slå over i sønderjysk eller søn’jysk, som nogen nok vil kalde det. Du kan høre den sønderjyske del af talen her.

Bestyrelsesformanden for Students glædede sig over de 96 specialepladser og 400 studiepladser også giver ikke cand.merc.-studerende som ham selv og andre mere plads på resten af CBS, nu hvor cand.merc.’erne har fået deres eget hus.

Han havde selv været rundt i huset og tale med ansatte og studerende som glædede sig over den ro, der er i bygningen og ikke mindst i de fleksible studierum. Og så causerede han lidt over bygningens lidt pudsige børnesygdomme.

I elevatoren kan man for eksempel læse, at der er en svimmelhedsklinik på tredje sal og en MR-scanner i kælderen – skiltereminiscenser fra den svundne tid, hvor bygningen var privathospitalet Hamlet. 

Frederiksbergs norske indslag

Så var det Jørgen Glenthøjs tur. Han er borgmester på Frederiksberg og en god ven af CBS. Han kunne ikke tale sønderjysk, for han er fra Amager, men til gengæld kunne han fortælle, at hans bror, der er cand.merc. fra Handelshøjskolen i København havde en masse norske studiekammerater, der havde lært ham det norske valgsprog ”for livets glade gutter går solen aldri ned” noget han håbede, at studerende der kommer i bygningen vil tage til sig.

- Når CBS udvikler sig udvikler Frederiksberg sig, sagde han og sluttede af med at spørge Per Holten Andersen om CBS ønskede en fjerde metrostation ud over de tre, som CBS allerede har.

Hertil replicerede rektor beskedent, at det er mere passende med fem metrostationer.

Historiens innovative vingesus

Så var det rektors tur til at holde mikrofonen. Han talte også norsk dog med udpræget dansk accent og fortalte om dengang han var ung og ivrig bjergbestiger og lærte om forskellen mellem Danmark og Norge, hvor man siger ”ingen kommer til fjells på en flat veg”. Det var der ikke meget skomager bliv ved din læst over.

Rektor redegjorde for bygningens og områdets historiske baggrund.

Før bygningen var privathospital husede den Andersen og Bruuns fabrikker, hvor man fremstillede tuber, dåser og kapsler som ejeren og direktøren Otto J Bruun havde opfundet og fået patent på.

Otto J. Bruun var oprindelig en dygtig handelsmand og havde udover teknisk indsigt internationalt udsyn så murene i bygningen emmer af den innovationsevne som fremtidens handelsmænd og –kvinder fra CBS skal ud og præge erhvervslivet med understregede rektor.
 
- Det kan ikke blive møj bedre, sluttede han på sønderjysk og udbragte en skål før Jan Molin gik på.
 

En glad dekan

- Jeg er rigtig glad i dag. Vi har haft brug for Graduate House i mange år, hvor vi ikke helt var klar over det, indledte uddannelsesdekanen, der var rigtig glad for den win-win situation, som den nye bygning er for CBS og for de studerende.

Graduate House skaber større sammenhæng i det komplicerede studieforløb, der er på CBS’ kandidatuddannelser med udlandsophold, valgfagssemester og specialeskrivning og det gør forhåbentlig, at de kandidatstuderende får et hurtigere gennemløb, hvilket også er til fordel for CBS, sagde han.

Jan Molin rettede slutteligt en tak til arkitekterne og folkene fra Campus service for et professionelt arbejde, der havde ført til  et smukt hus.

Så var det tid til at trække ned på første sal igen og hygge videre med studiekammerater og kollegaer over fadbamser og pindemadder.

BilagStørrelse
Audio icon indvielsesjys.mp3539,59 KB