Medie.cbs.dk er lukket pr. 15. maj 2017. CBS Wire har overtaget som CBS' uafhængige medie. Følg med på cbswire.dk.

Fra studenterorganisation til egen virksomhed

Skrevet af Lea Porsmose Hansen - Foto: Sean Leavy - 16. december 2016 - 13:111 kommentar
Holdet bag den nyopstartede onlineplatform Chabs. Fra venstre er det Ronnie Jørgensen, Sean Leavy, Valdemar Gaarn Rasmussen og Sebastian von Wildenrath Løvgreen.

Der kan være stor forskel på, hvordan man går fra studerende til iværksætter. Grundlæggerne af Chabs begyndte med drømmen om at have deres eget. Dernæst kom en studenterorganisation, og så den gode idé. Læs om to CBS-studerendes arbejde med at grundlægge en online platform for freelancejobs.

Sebastian von Wildenrath Løvgreen og Valdemar Gaarn Rasmussen åbnede i sommer deres online platform for freelancejobs ”Chabs”. Et projekt, der har givet dem mod på livet som iværksættere, men som også har krævet utallige timers hårdt arbejde og ud-af-boksen-tænkning.

Modsat hvad man måske kunne tro, begyndte de to ikke med en idé, men med en fælles drøm om at blive selvstændige. Herefter gik de i gang med at finde idéer, som måske kunne anvendes, for så at lede efter flere folk til projektet.

- Vi læste sammen på bacheloren, og fandt ud af, at vi supplerede hinanden godt på mange punkter. Da vi opdagede, at vi begge gik med en iværksætterdrøm i maven, blev det klart, at vi skulle starte noget sammen. Herefter gik vi i flere måneder og bare skrev alle de idéer ned, vi kunne komme på, fortæller Valdemar Gaarn Rasmussen, der læser Cand.Merc. Applied Economics and Finance.

Fra idé til virksomhed
Det er ikke kun den gode idé, som kan være svær at finde, for eksempel kan man ikke klare sig uden IT-folk, og juraen skal også være på plads, når man bevæger sig ind på arbejdsmarkedet.

- En af vores helt store udfordringer var at finde nogle, som ville ofre sig og hoppe med på vores drøm, helt uden at vi kunne stille nogen sikkerhed. Vi var jo afhængige af at have nogle IT-kyndige folk, som kunne gøre idéerne til virkelighed, mindes Valdemar Gaarn Rasmussen og tilføjer:

- Selvom det er fedt at have noget, der er ens eget, og man elsker det, man laver, er det ikke helt uden udfordringer, for en virksomhed suger unægtelig det meste af ens tid, og man nedprioriterer det meste andet til fordel for arbejdet.

Efter noget tid på alt fra LinkedIn over jobcentre til eget netværk fandt de to iværksættere Ronnie Jørgensen og Sean Leavy, som er blevet medejere, og som varetager henholdsvis kodningen og det grafiske udtryk på siden.

CBS Talks satte skub i iværksætterdrømmene
Sebastian von Wildenrath Løvgreen, der læser Cand.Merc. International Business and Politics startede for nogle år tilbage CBS Talks, en studenterorganisation, som arrangerer oplæg med erhvervsfolk for at give de studerende et bedre indblik i, hvad det vil sige at køre en virksomhed.

- Jeg startede CBS Talks som et oprør mod de traditionelle studiejobs, jeg havde haft. Det var spændende jobs, men de gav mig ikke den kilden i maven, jeg søgte efter. Det gjorde arbejdet med CBS Talks til gengæld, forklarer han og fortsætter:

- Efter CBS Talks fik jeg blod på tanden. Det med at have noget, der var ens eget, var fedt. Man høster kritik og ros, og så skal man gøre det bedre ud fra det. Det gav mig en gnist, jeg ikke havde fundet i mine tidligere jobs. Derfor vidste jeg, at jeg skulle være selvstændig.

Det optimale sted at starte virksomhed
Spørger man de studerende, hvad der er det bedste på CBS, er det som regel de uendelige muligheder og de ambitiøse medstuderende, som bliver nævnt. Og det er måske ikke helt uden grund.

- Nu lyder det meget klichéagtigt, men vores bedste råd er ’bare gør det’. Som studerende er det virkelig et favorabelt tidspunkt at starte virksomhed på. Man har ikke børn, der skal hentes fra fodbold, og når man er på SU, har man et sikkerhedsnet, så hvis det går galt, så brænder man ikke nallerne alt for meget, fortæller Sebastian von Wildenrath Løvgreen.

- CBS er også en stor støtte for iværksættere, blandt andet fordi vi har Copenhagen School of Entrepreneurship (CSE), som er et helt fantastisk sted! Vi har fået en masse hjælp her, og miljøet er meget åbent, så man kan også lære af de andre og deres fejl, supplerer Valdemar Gaarn Rasmussen.

De to iværksættere er ikke i tvivl om, at de har fundet deres vej, og det er også de store drømme der får luft, når de lægger planerne for fremtiden.

- Det er jo klart, at drømmen er, at det ender med at blive en international platform, som dækker alle arbejdsområder. Vi har altid de store perspektiver med, når vi planlægger, men vi tager det lige et skridt ad gangen, afslutter Valdemar Gaarn Rasmussen.

Kort om virksomheden
Chabs er et online jobmarked. Det er en platform, som muliggør kontakten mellem arbejdstager og arbejdsgiver, når det drejer sig om midlertidigt arbejde.

De to iværksættere fandt inspiration i deres egne familiers erfaringer med restauranter. Her er det nemlig en tilbagevendende udfordring at finde arbejdskraft til enkeltstående vagter. Indtil Chabs blev lanceret, stod valget mellem at bruge vikarbureauer eller at lede gennem eget netværk.

Med Chabs har virksomhederne mulighed for at udbyde deres vagter til et bredt udvalg af

arbejdstagere, som kan byde ind på den enkelte vagt. Modsat har arbejdstagerne, som på Chabs

bliver kaldt ’chabbere’, frihed til at tage en enkelt vagt, når de ønsker det.

 

Lær mere om virksomheden på: www.chabs.dk

Læs mere om Copenhagen School of Entrepreneurship her: http://cse.cbs.dk

Kommentarer

Hvis du ønsker at blive selvstændig efter studierne på CBS, kan du få et oversigt over alle de ting du behøver i din nye virksomhed. Læs mere her og bliv klogere på alle produkterne : http://www.ekspertvalg.dk/butikssikring

Hvad synes du?

Tilføj kommentar