Medie.cbs.dk er lukket pr. 15. maj 2017. CBS Wire har overtaget som CBS' uafhængige medie. Følg med på cbswire.dk.

Den grønne indsats skrues ned

Skrevet af Jannick Friis Christensen - 22. januar 2015 - 13:514 kommentarer
I CBS Goes Green seneste og sidste rapport er der en liste med forslag til, hvad CBS kan gøre, men foreløbig er det fremtidsmusik. Der er ikke afsat penge til den grønne indsats i 2015. Hvad der sker i årene derefter vides ikke.

(Opdateret med kommentarer fra universitetsdirektør Peter Jonasson): CBS Goes Green-projektet er blevet omorganiseret. OIKOS har overtaget de studenterrettede aktiviteter og BYG de campusrettede.

CBS Goes Green-projektet, der tidligere var forankret i Green Office, har siden 2009 været indbegrebet af CBS’ grønne strategi om blandt andet senest i 2020 at reducere CO2-forbruget med 40 pct. i forhold til 2008. Nu er projektet omorganiseret, så de studenterrettede aktiviteter fortsætter under studenterorganisationen OIKOS, mens CBS’ bygningsafdeling tager sig af de mere bygningsrettede initiativer.

- Der var overlap imellem aktiviteterne hos Green Office, OIKOS og Campus Service. Derfor blev det besluttet at skabe klare snit ved at lægge de studenterrettede aktiviteter i studenterorganisationen OIKOS og bygningstiltagene hos Campus Service. Således er det besluttet at lukke Green Office, forklarer universitetsdirektør Peter Jonasson, som Green Office refererede til via PRME og fortsætter:

- Sammenlægningen ville have fundet sted selv, hvis CBS’ økonomi var god, og er ikke en nedprioritering af den grønne indsats. Aktivitetsniveauet i 2015 mht. grønne initiativer ville under alle omstændigheder være skåret ned i forhold til for 2- 3 år siden, når hele organisationen skal spare, siger han og henviser til, at Green Office havde lønnede studentermedhjælpere, der nu er sparet væk.

CBS Goes Green’s sidste produkt CBS Environmental Report 2013 (kan downloades nedenfor) tegner et billede af, at der er brug for en løbende grøn indsats, som den CBS Goes Green har stået for, men nu bliver det OIKOS og BYG, der skal stå for den.

De bygnings og campusrettede er blevet lagt hos BYG, hvor der kun er penge til en begrænset grøn indsats i 2015. Om der er penge på længere sigt er uvist. CO2-målsætningen står stadig ved magt og det er en udfordring.

CBS forbruger både mere energi og mere C02

CO2-udledningen på CBS er steget med 2,6 pct. fra 2008 til 2012.  Så for at nå 2020-målsætningen, skal CBS skære 2.811 tons CO2 inden udgangen af 2020, hvilket svarer til intet mindre end den gennemsnitlige CO2-udledning fra 1.211 danske husholdninger.

Et stigende antal studerende har været med til at sende CBS’ elektricitetsforbrug i vejret med 15,7 procent fra 2011 til 2012. Når det alligevel lykkes CBS at have en faldende kurve af CO2-udledning målt på elektricitet, skyldes det først og fremmest, at DONG er begyndt at forsyne renere energi.

CBS’ varmeforbrug er også steget, men er samtidig blevet renere.

At rejse er at forbruge CO2

CBS’ rejseaktivitet er fra 2011 til 2012 steget med, hvad der svarer til 2.282 flyvninger fra København til London – tur/retur.  I 2012 stod flyvninger alene for over halvdelen af CBS’ CO2 fodaftryk.

Til gengæld er vandforbruget faldet med 15,6 pct. siden 2008, samtidig med at studenterbestanden er vokset med 22 pct., hvilket må siges at være en succes. Udviklingen tæller dog ikke med i CBS CO2-regnskab.

Sigtet er 40 procent CO2-reduktion i 2020

CBS Goes Green bemærker afslutningsvis i 2013-rapporten, at ”CBS kan nå 2020 målsætningen med den rette indsats”.

I et mailsvar fra campusdirektør René Steffensen lyder det, at 40 pct.-målsætningen stadig er gældende, så længe CBS’ direktion ønsker at fastholde den.

”Målet kan nås ved dels, som planlagt, at miljøcertificere de nye bygninger på Solbjerg Plads skitseret i masterplanen og dermed leve op til særligt høje krav, og så ved at man arbejder intensivt med de eksisterende bygninger”, skriver René Steffensen og uddyber:

”Arbejdet med vores eksisterende bygninger kan dog tidligst påbegyndes fra 2016 i og med, der i den begrænsede budgetramme for 2015 ikke er afsat midler til særlige CO2-forbedrende initiativer”.

Selv hvis CBS’ nuværende bygningsmasse kan få et grønt løft fra 2016/2017, regner René Steffensen med i mellemtiden at kunne screene disse bygninger for grønne behov og mangler. Derudover oplyser han, at det som opfølgning på rapporten fra 2013 giver mening at vurdere CBS’ CO2-forbrug igen senest i 2020.

Universitetsdirektør Peter Jonasson sætter tyk streg under, at CBS ikke har opgivet 2020-målsætningen. Universitetsdirektøren nævner, at det evt. i fremtiden kan overvejes, om målsætningen skal reguleres for aktivitetsniveau. Et oplagt eksempel er rejseaktivitet, hvor det måske giver mere mening at måle CO2-forbrug pr. rejsende.

Bæredygtighed betaler sig

Gert Bechlund, Marshal Emeritus og chefkonsulent i CBS Academic Housing, finder det ikke synderligt overraskende, at der i sparetider ikke satses lige så meget på miljøet som i de fede år.

- Man er mere tilbøjelig til at kigge på den økonomiske bundlinje. Det ændrer bare ikke ved behovet for bæredygtighed, siger han.

Da CBS Goes Green så dagens lys i 2009, var det Gert Bechlund, der sad i campusdirektørstolen, og ikke Per Holten-Andersen, men Johan Roos, der var rektor. Det var således også Johan Roos, der i sin tid kom op med 40 pct.-målsætningen.

- Den kan meget vel vise sig at være urealistisk. Det kunne vi bare ikke vide dengang, for det er faktisk først med rapporten i 2013, at vi fik begreb om situationen, forklarer Gert Bechlund.

Der skal være ambitioner

Det afgørende for ham er, at målsætningen er ambitiøs. Og at CBS plukker de frugter, der er lige for – også i økonomisk svære tider.

- Der er meget ved bæredygtighed, der kan betale sig. I 2009 regnede vi eksempelvis ud, at hvis vi på Howitzvej 60 skiftede alle glødepærer ud med sparepærer, så ville tilbagebetalingstiden kun være på et halvt år. Så de lavthængende frugter kan vi ligeså godt høste med det samme, siger Gert Bechlund.

Kunsten at plukke de lavthængende frugter

Dét var netop, hvad CBS Goes Green gjorde. Som en slags græsrodsbevægelse var de ude med riven over for alle nye studerende i forbindelse med introforløbene, hvor de også kårede den mest bæredygtige introtur.

I samarbejde med CBS Students fik CBS Goes Green blandt andet installeret de vandhaner, der står rundt omkring på campus, og som studerende kan bruge til genopfyldning af de vandflasker, man fik gratis, når man meldte sig under de grønne faner som grøn ambassadør.

At du kan få en stor kaffe til en lilles pris med et Spisestuerne termokrus som alternativ til de rillede engangskrus, kan du også takke CBS Goes Green for.

Oikos fortsætter med Green Week i uge 13

Oikos arrangerer Green Week, der i år finder sted fra den 24. til den 26. marts med det formål at genopfinde måden at tænke forretning på.

Gert Bechlund ærgrer sig over, at der ikke sker det helt vilde sammenlignet med CBS Goes Green-årene, hvor han dog også mener, CBS kunne have opnået endnu bedre resultater.

- Jeg ønsker ikke at pege fingre, men hvis vi nu antager, at CBS Students havde været en del af CBS Goes Green-bevægelsen, så havde vi med garanti rykket meget mere, siger han og tilføjer:

- CBS Students har været høfligt interesseret men aldrig prioriteret indsatsen. Akkurat som CBS’ ledelse. De var også glade for, at nogen dengang tog sig af det grønne område, for så kunne de jo fokusere på andre ting.

Bæredygtighed som business case

Det, at ledelsens ressourcer koncentrerer sig om alt andet end bæredygtighed, er, ifølge Gert Bechlund, en grundlæggende udfordring for især business schools, hvor emnet først for alvor bliver interessant, hvis det kan tænkes ind i en business case.

- Hvis den grønne indsats virkelig skal batte, så skal den komme ovenfra, altså helt oppe fra politikerne. Det er min erfaring fra mine rejser i England, hvor de er kommet meget længere, end vi er herhjemme – i hvert fald inden for det offentlige, siger Gert Bechlund.

I England skal universiteterne og herunder deres business schools aflægge årsregnskab efter det såkaldte scope 3, der er det mest vidtgående, som inkluderer både direkte og indirekte påvirkning af miljøet. Dertil kommer krav om handlingsplaner og offentlige ranglister.

- Hvis vi fik en lignende lovgivning herhjemme, kunne man jo tage nogle af de penge, der går til forskning og undervisning og bruge på grønne investeringer. Så skulle bæredygtighed selvfølgelig også indgå med en vægt i udviklingskontrakten med Uddannelsesministeriet, konkluderer Gert Bechlund.

I øjeblikket er bæredygtighed dog ikke at spotte nogen steder i CBS’ udviklingskontrakt.

BilagStørrelse
PDF icon cbs_environmental_report_2013_0.pdf4,9 MB

Kommentarer

Det er utrolig vigtigt, at alle bidrager til at skrue ned for CO2-udslippet. Al energiforsyning skal jo gerne være omstillet til vedvarende energi i 2050. Det er også derfor, at private forbrugere har mulighed for at få tilskud til energirenoveringer. Det kan man eksempelvis hente her: http://www.energitilskud.net/

Jeg ved godt, at dette er en gammel artikel, men hvordan er situationen i dag?

Hvad synes du?

For lige at følge op på foregående kommentar, så er det naturligvis kun muligt at få et tilskud, når man investerer i en grøn energikilde som varmepumper, jordvarme eller lignende. Det står der også mere om her: http://www.greenmatch.dk/varmepumpe

Hvad synes du?

Hvis du gerne vil blive klogere på, hvordan du kan spare penge med grøn energi, så læs mere her:
http://www.greenmatch.dk/solceller

Hvad synes du?

Hej, tak for den fine artikel. Jeg synes regeringen burde forsætter med tilskud til grønne tiltag. Vi har netop fået monteret en varmepumpe. Dette havde vi ikke gjort hvis ikke vi havde fået det store tilskud der fulgte med. Vi handlet med: https://heatnow.dk - De søgte tilskuddet for os og modregnet beløbet i indkøbskurven. Nemt for os!

Hvad synes du?

Tilføj kommentar