Medie.cbs.dk er lukket pr. 15. maj 2017. CBS Wire har overtaget som CBS' uafhængige medie. Følg med på cbswire.dk.

CBS-studerende og ansatte hædret

Skrevet af Lea Porsmose Hansen - Foto: Henriette Frausing - 16. december 2016 - 11:490 kommentarer
De glade vindere ved CBS Prize Winners’ Reception blev hyldet for deres engagement på CBS

CBS Prize Winners’ Reception hylder fremragende studerende og ansatte på CBS. Der blev ved arrangementet for nylig uddelt 13 forskellige priser, hvoraf 5 gik til studerende, som har gjort noget bemærkelsesværdigt for CBS.

Stemningen var festlig, da studerende og ansatte var samlet for at hylde de mange nominerede og vindere af priserne ved CBS Prize Winners’ Reception.

Blandt de uddelte priser gik fem til studerende - Fonnesbech Student Prize, Fonnesbech PHD Prize og tre studerende fik CBS Student Prize.

Overvældede og beærede vindere
For at vinde en pris skal man først nomineres, hvorefter et udvalg beslutter, hvem af de nominerede, der skal modtage prisen. Det var derfor nogle særdeles glade studerende, som fik lov til på scenen at trykke rektor Per Holten-Andersens hånd.

- Jeg er virkelig beæret, jeg havde slet ikke regnet med det. Jeg var især beæret over at læse nomineringerne, fortalte Marie Thurøe Lykke-Jensen, som modtog CBS’ Student Prize for sit store engagement i CBS Students og hendes studienævn samt hendes tid som buddy og mentor.

- Da jeg læste, at jeg var blevet nomineret, føltes det helt uvirkeligt. Der gik et øjeblik før det gik op for mig, og så kom al glæden og beærelsen over nomineringerne væltende, mindes Marcus Orloff Søemod, der modtog prisen for sit arbejde med Management Consulting Club (CPH MCC), i CBS Students og i diverse projektstyregrupper på CBS.

En pris, der påvirker fremtiden
Priserne bliver givet til studerende, som har gjort en særlig indsats på CBS, samtidig med at de har præsteret flot akademisk. Det kræver meget tid og arbejde, og det er ikke altid lige nemt at holde motivationen oppe.

- Det er klart en motivation til at fortsætte med at engagere sig. Det tager jo meget tid med alle de her ting, og selvom jeg gør det, fordi det er sjovt, er der tider, hvor man trænger til lidt ekstra motivation, forklarer Siri Rygh Jerndahl, som også modtog CBS’ Student Prize for sin deltagelse i Oikos, ISUP, Exchange-crew, CBS Case Competition Organizing Comittee og SEM-events.

Ud over anerkendelsen og et håndtryk fra rektor følger der også en pengepræmie med priserne, og det er en bonus, som særligt gør en forskel for ph.d.-studerende Julie Marx, som modtog Fonnesbech’s PHD Prize, der giver hende et ekstra år til hendes studier.

- De færreste er klar over, hvor meget det betyder at få et ekstra år til at lave sin ph.d.. Når man er færdig, skal man konkurrere med ph.d.’ere fra andre lande, og de fleste har haft længere tid til deres studier. Den her pris har givet mig en mere realistisk mulighed for at blive inden for forskning, som jeg gerne vil, fortæller Julie Marx.

Den sidste studerende, som modtog en pris, var Jannick A. Pedersen, der fik Fonnesbech’s Student Prize, der også fungerer som rejselegat. Jannick Pedersen er lige nu er på udveksling i New York City og modtog prisen for sit arbejde i sit studies study board og som buddy.

Også forskere og administrativt ansatte fik skulderklap og håndtryk. For som rektor Per Holten-Andersen lagde ud med at sige, var hele arrangementet til for at ære CBS’ mest værdifulde ressource – de ansatte og studerende.

Læs mere om alle priserne og kriterierne for at modtage dem

Tilføj kommentar