Medie.cbs.dk er lukket pr. 15. maj 2017. CBS Wire har overtaget som CBS' uafhængige medie. Følg med på cbswire.dk.

CBS OBSERVER lukker og slukker med udgangen af maj

Skrevet af Bjørn Hyldkrog - Foto: Niels Poulsen - 13. maj 2016 - 13:350 kommentarer
Denne gang er det endeguldigt - CBS OBSERVER (tidligere Kræmmerhuset) lukker og slukker og takker og bukker efter 38 år.

CBS trækker efter 38 år – 30 af dem som månedsavisen Kræmmerhuset, 2 år som den kombinerede papir- og webudgave og de sidste 6 år som det rene webmedie CBS OBSERVER – stikket på sit redaktionelt uafhængige medie. Men der kommer et nyt.

CBS’ direktion har onsdag denne uge – på baggrund af en uafhængig ekstern rapport og en indstilling fra en enig Avisbestyrelse – besluttet at lukke CBS OBSERVER med virkning fra den 1. juni. Der vil i stedet blive lanceret et nyt, engelsksproget, redaktionelt uafhængigt CBS-medie ved årsskiftet.

Baggrunden for beslutning og indstilling er en strategiproces, som CBS OBSERVER’s Avisbestyrelse, hvori der sidder repræsentanter for CBS Students, CBS’ videnskabelige personale, CBS’ teknisk-administrative personale og direktionen, indledte i 2015.

Strategiprocessen skulle finde frem til løsninger på de udfordringer, som ressourcer, digitalisering, ændrede brugervaner og det voksende internationale miljø på og omkring CBS giver.

Avisbestyrelsens beslutning ud fra ekstern analyse

Avisbestyrelsen havde som en vigtig brik i strategiprocessen fået en ekstern ’task force’ til at analysere CBS OBSERVER’s position og udviklingsmuligheder i en rapport. Den bestod af Kommunikationsforums redaktør Timme Bisgaard Munk, University Post på KU’s editor Mike Young og Anders Monrad Rendtorff, kommunikationsdirektør i Vestas.

Task force-rapporten anbefalede en række radikale ændringer af CBS OBSERVER, heriblandt at den skulle overgå til engelsk af hensyn til CBS’ internationale medarbejdere, studerende og globale målgrupper.

En enig Avisbestyrelse for CBS OBSERVER besluttede på det grundlag, ved et møde tirsdag den 10. maj, at indstille til CBS’ direktion, "at CBS OBSERVER lukkes snarest muligt, og at der fra bunden skabes et helt nyt, engelsksproget webmedie" og nedlagde sig selv med øjeblikkelig virkning.

CBS’ direktion har valgt at vende bøtten fuldstændigt

CBS’ direktionen drøftede onsdag den 11. maj Avisbestyrelsens indstilling og har besluttet at lukke CBS OBSERVER med virkning fra den 1. juni, og at der skal lanceres et nyt engelsksproget CBSmedie ved årsskiftet.

"Vi har lyttet opmærksomt til eksperterne og til Avisbestyrelsen. Kræmmerhuset og sidenhen Observer har igennem mange år gjort et godt stykke arbejde og haft en vigtig funktion.”, citeres rektor Per Holten-Andersen for at sige i den officielle nyhed på CBS’ intranet, hvor han fortsætter:

”Vi har et stærkt ønske om at løfte kvaliteten af kommunikationen, som kitter CBS sammen. Vi har derfor truffet beslutningen at give plads til et nyt medie, som er i øjenhøjde med nutidens digitale muligheder og i langt højere grad end i dag involverer alle miljøerne på CBS og giver os mulighed for at lære og blive inspireret af hinanden."

CBS’ direktionen vil nu nedsætte et udvalg, som får til opgave at udvikle en endelig model for et nyt webbaseret CBS-medie. Udvalget skal finde medarbejdere til en redaktion for det ny medie, fastlægge mediets strategi, redaktionelle linje og organisatoriske placering samt plukke gode forslag fra CBS'ere til et nyt navn.

Den redaktionelle frihed bevares intakt

Direktionen lægger ifølge den officielle nyhed stor vægt på, at også det nye medie skal have redaktionel frihed og sikre medarbejdernes og de studerendes mulighed for en fri og åben universitetsdebat på CBS. Planen er at lancere det nye CBS-medie ved årsskiftet.

I overgangsperioden vil der blive oprettet ”et interim-medie, som a) sikrer en strøm af basale informationer om events mv. på CBS, b) giver mulighed for at medarbejdere og studerende kan ytre deres holdninger og c) sikrer nyheder til studerende især ift. semesterstart.

Interim-mediet vil organisatorisk være placeret i Communications.

De to fuldtidsansatte i CBS OBSERVER’s redaktion er begge blevet tilbudt ansættelse i stillinger i andre enheder på CBS. Også redaktionens tilknyttede studenterskribenter – såvel fasansatte som vikarer – er der blevet taget vare om.

Læs CBS’ officielle nyhed her.

Læs Avisbestyrelsens indstilling her.

Læs de relevante dele af den eksterne ’task force’s’ rapport her.

Tilføj kommentar