CBS Case Competition blev inspirationen til mulig levevej

Skrevet af Lea Gerhard Porsmose Hansen - 19. januar 2015 - 17:360 kommentarer
Ankit Khandelwal da han graduerede fra DTU.

CBS Case Competition indtager traditionen tro CBS i uge 9, en uge som byder på en masse lærerige events, og en uge som tidligere blandt andet har inspireret en indisk udvekslingsstudent til at designe sit eget studieprogram.

CBS Case Competition er lige omkring hjørnet, og det er på tide at kigge lidt på hvad det kan komme til at betyde. I uge 9 bliver der traditionen tro sat gang i CBS, når udenlandske og danske studerende kæmper om at løse en case fra virkelighedens verden.

Det bliver en uge fuld af oplevelser både for deltagerne og for CBS’ studerende, som kan deltage i de mange forskellige aktiviteter i løbet af ugen, hvilket vi vil fortælle mere om, når vi kommer tættere på.

Case competition som inspiration til selvdesignet studieprogram

Case competition kan bringe mange ting med sig, for eksempel et nyt arbejde, indblik i forskellige virksomheder, eller inspiration til fremtidige karrierevalg.

I 2011 deltog Ankit Khandelwal, en udvekslingsstudent fra Indien, i CBS Case Competitions Beat the Elite. Det var en oplevelse som var med til at inspirere ham og skabe grobund for hans fremtid.

- Min forståelse for virksomhedsstrategi har skiftet efter jeg deltog i Beat the Elite, jeg opdagede at det var et felt der interesserede mig, og jeg har arbejdet videre med det siden, forklarer han.

Lærte at interdisciplinær tænkning skaber løsninger

I sammenhæng med CBS Case Competition og Beat the Elite får deltagerne tilbudt en række forskellige workshops og  præsentationer som forberedelse til løsningen af casen. Det er især de workshops som har givet Ankit Khandelwal de redskaber han har gjort brug af efterfølgende.

- Jeg har lært hvordan man kan præsentere idéer, løsninger og finansielle analyser i et spændende og logisk format. Oplevelsen har lært mig at strategisk planlægning kræver interdisciplinær tænkning, og at man i dagens verden ikke kan løse komplekse virksomhedsproblemer med én-dimensional tankegang, siger han.

Disse egenskaber blev en stor del af hans andre aktiviteter i Danmark, deriblandt som rådgiver for nogle danske studie-startups, som universitets repræsentant, og som ekstern rådgiver for Lyngby kommunes miljø strategi.

Et studie program skabt af gratis online fag

Det var under Ankit Khandelwals elite master på DTU, at han fik kendskab til CBS Case Competition. Et kendskab som kom til at give ham inspirationen til at designe sit eget studieprogram kaldet ”Envisioning 21st century global manager”.

Et studieprogram som har fået stor anerkendelse rundt omkring i verden, så han blandt andet har holdt præsentationer ved UNESCO X international seminar og haft artikler i diverse universitetsaviser. Ja, selv CBS OBSERVER er han nu kommet i ved lidt personlig branding.

Med et minimum af ressourcer til rådighed i sin hjemby i Indien, har Ankit Khandelwal sammensat et studie af gratis online fag, nøje udvalgt for at møde kravene til en global leder i det 21. århundrede.

Sammensætningen af fag er blandt andet baseret på erfaring fra tidligere studier, deltagelse i diverse aktiviteter, analyser af markedssituationen både nu og fremadrettet samt på de egenskaber der er efterspurgt i forskellige jobopslag.

Alle kan få noget ud af at deltage

Baseret på sine egne erfaringer opfordrer han alle studerende til at prøve kræfter med case competitions da det er en oplagt mulighed for at tilegne sig nogle konkrete evner indenfor problemløsning i erhvervslivet.

- Man lærer at gå i dybden med et problem, ved at bryde det op i mindre dele og håndtere det styk for styk. Derudover bliver man trænet i at tage hurtige beslutninger og tænke forud. Det er en god måde at gøre op med den konventionelle opgaveform, uddyber Ankit Khandelwal.

Du kan læse mere om CBS Case Competition her:  og om Ankit Khandelwals erfaringer og studie-program her

 

Tilføj kommentar