Medie.cbs.dk er lukket pr. 15. maj 2017. CBS Wire har overtaget som CBS' uafhængige medie. Følg med på cbswire.dk.

Carnegie Triple A Award: Hårdt arbejde betaler sig

Skrevet af Ann-Kathrine Christensen - Foto: Carnegie - 16. december 2016 - 11:540 kommentarer
De tre vindere, der fik Carnegie Triple A Award for deres flotte præstation. Fra højre er det Jacob Bastholm (Head of Investment Banking i Carnegie Danmark), Mads Thomassen, Kasper Lyngbirk og Jens Dueholm.

I år kvalificerede hele tre studerende fra HA(Almen) sig til Carnegie Triple A Award, som er indstiftet af Investeringsbanken Carnegie. Prisen gives til studerende, som præsterer til karakteren 12 i tre fag: Finansiering, eksternt regnskab og virksomhedshandel.

Carnegie Triple A Award har eksisteret i fire år og uddeles en gang om året. Med prisen følger et diplom, et kontant beløb samt fordele som eksempelvis karriere councling af Carnegie til de studerende. I de forgangne år har kun en enkelt studerende formået at opfylde kriterierne for prisen, men i år gik prisen til hele tre studerende: Kasper Lyngbirk, Mads Thomassen og Jens Dueholm, som nu er kandidatstuderende på CBS.

Fokus på høj faglighed
Årsagen til, at Carnegie Triple A Award blev indstiftet, er, at Carnegie lægger stor vægt på faglighed, og fordi kombinationen af fag - finansiering, eksternt regnskab og virksomhedshandel - er særlig relevant i forhold til investment banking:

-Alle fag er relevant i forhold til investment banking, men disse tre fag er særligt relevante. Carnegie ønsker at sætte fokus på høj faglighed, at hædre den dygtige studerende og at skabe relationer til dygtige mennesker, fortæller Jacob Bastholm, Head of Investment Banking i Carnegie Danmark.

Carnegie beskæftiger sig primært med salg af virksomheder, og det er ofte en kompliceret affære, som kræver noget ekstraordinært af deres medarbejdere:

- Grundet kompleksiteten i salg af virksomheder, så kræver det personer, som er fagligt dygtige, og som har engagement og energi til at sætte sig ind i virksomheden og markedet. Derudover skal man kunne bruge de værktøjer, som man har lært på CBS i praksis, understreger Jacob Bastholm.

Et kvalitetsstempel
Udover at prisen er et skulderklap til de studerende, giver prisen også de studerende mulighed for at skabe et større netværk gennem en kendt virksomhed som Carnegie:

- Prisen er et bevis på, at hårdt arbejde betaler sig. Derudover kan jeg anvende prisen til at dokumentere over for en fremtidig arbejdsgiver, at jeg besidder gode færdigheder inden for de tre områder, fortæller Mads Thomassen og fortsætter:

- At det er Carnegie, der uddeler prisen, giver ligeledes et kvalitetsstempel.

Interesse og forståelse er nøgleord
De studerende på HA(Almen) kan allerede nu begynde at arbejde hen imod at få Carnegie Triple A Award, da prisen vil blive uddelt igen til næste år.

Ifølge de tre vinderne af prisen er der dog andre ting end blot at arbejde hårdt og prioritere sin læsning højt, som har indflydelse på, om man scorer topkarakterer i de tre fag:

- Det kræver selvfølgelig interesse for finansiering og regnskab, understreger Mads Thomassen.

Udover en interesse for fagene er en generel forståelse også vigtig, når man som studerende vil klare sig godt, mener Kasper Lyngbirk:

- Jeg oplever, at de tre fag har stor fokus på forståelse, og at denne forståelse kan bruges fagene imellem. Mit bedste råd er derfor, at de studerende skal forsøge at opbygge en generel forståelse frem for udenadslære.

Studiekammerater er vigtige
Udover interesse og forståelse for fagene mener Jens Dueholm, at det kan være afgørende for ens studie og de karakterer, man får, at man som studerende finder nogen at studere sammen med:

-Man skal finde nogle allierede, som man studerer sammen med for på den måde at have det sjovt, men også for at kunne udnytte hinandens kompetencer og til sammen opnå et bedre resultat, fortæller Jens Dueholm og fortsætter:

-Med andre ord ville jeg højst sandsynligt aldrig have vundet den her pris, hvis ikke det havde været for mine studiekammerater og -veninder, idet vi sammen har hjulpet hinanden til at forstå og kunne anvende det givne pensum.

Ifølge de tre vindere er det altså kombinationen af forståelse, interesse, sammenhold og hårdt arbejde, som kan udmønte sig i tre 12-taller og dermed Carnegie Triple A Award.

 

 

Om Carnegie
Carnegie er den førende nordiske investeringsbank med aktiviteter inden for Wealth Management, Securities og Investment Banking. Carnegie har i alt 700 medarbejdere i de nordiske hovedstæder, London og New York. Inden for Investment Banking rådgiver Carnegie blandt andet om salg/køb af virksomheder, fusioner, privatiseringer og børsnoteringer. Tidligere i december blev Carnegie selv anerkendt som no. 1 i Norden i den anerkendte kunde-undersøgelse af Prospera.

 

Tilføj kommentar