Medie.cbs.dk er lukket pr. 15. maj 2017. CBS Wire har overtaget som CBS' uafhængige medie. Følg med på cbswire.dk.

Bæredygtige ideer sender CBS-studerende til Indien

Skrevet af Tom Erik Kampman - Foto: Mik Aidt - 12. september 2012 - 14:500 kommentarer
Indien er en af verdens hurtigst voksende økonomier, og det giver store udfordringer i form af blandt andet mangel på ressourcer og forurening.

Som en del af 'India Today Copenhagen Tomorrow' har CBS-studerende mulighed for at deltage i en konkurrence om bæredygtige løsninger. Vinderen kommer på et to ugers program til Indien.

En af verdens hurtigst voksende økonomier
I løbet af de sidste to årtier har Indien indtaget anden-pladsen på listen over verdens hurtigst voksende økonomier. Det har samtidig betydet, at middelklassen er vokset.  Det samme har overforbruget, og det giver nye udfordringer til landet i form af mangel på ressourcer samt stigende forurening og urbanisering.

Konkurrencen ’Co-create sustainable solutions for the future’ giver danske og indiske studerende muligheden for at komme med innovative løsninger, som kan bidrage til en bæredygtig udvikling og styrke samarbejdet mellem de to lande. Vinderen af konkurrencen kommer på en to uger lang rejse til Indien, hvor man kan præsentere ideen.

- Det er glædeligt, at en masse mennesker i Indien er kommet ud af fattigdommen. På den anden side står vi nu med nogle udfordringer, som kræver løsninger her og nu. Det opnår vi bedst ved et samarbejde, og derfor er konkurrencen for de studerende en god mulighed for at få bæredygtige ideer i spil, siger Olaf Gerlach Hansen, der er projektleder for Det Danske Kulturinstituts India Today-program.

Vinderens potentiale for et dansk/indisk samarbejde tæller med
Konkurrencen giver mulighed for at deltage med ideer inden for business, teknologi, design, byudvikling samt kunst og kultur. Ideerne skal indleveres i perioden fra den 15. september til den 15. november 2012.

De indsendte projekter vil blive bedømt på ideen samt potentialet i et indisk-dansk samarbejde inden for bæredygtig og inkluderende udvikling. Præmien indebærer besøg hos både virksomheder og institutioner, der er skræddersyet til vinderen.

Konkurrencen er et delprojekt af 'India Today Copenhagen Tomorrow', som finder sted mellem august 2012 og januar 2013. Læs mere om konkurrencen på Co-create Nows hjemmeside.