Medie.cbs.dk er lukket pr. 15. maj 2017. CBS Wire har overtaget som CBS' uafhængige medie. Følg med på cbswire.dk.

24.000 meldte sig til CBS’ første MOOC

Skrevet af Tine Cato - 24. september 2014 - 9:000 kommentarer
På videoen fortæller professor Kai Hockerts om MOOC'en, som du stadig kan nå at tilmelde dig.

Tilslutningen til CBS’ første Massive Open Online Course har i sandhed været massiv. Hele 24.000 studerende, fra 182 forskellige lande, har tilmeldt sig CBS’ allerførste MOOC: et kursus i Social Entrepreneurship undervist af Professor Kai Hockerts og Kristjan Jespersen.

Social Entrepreneurship hot ude som hjemme

At CBS vælger at lægge ud med et kursus i Social Entrepreneurship er en velovervejet strategi. Det er et hot emne med cirka samme attraktionskraft som fluepapir. Derfor har kurset da også formået at vække interesse i både ind- og udland.

Thomas Rousing – projektleder for MOOC på CBS – fortæller til CBS OBSERVER, at 40 procent af de tilmeldte kommer fra udviklingslande.

- Vi tilbyder gratis undervisning inden for et område, der er utroligt relevant, og som virkelig kan bruges i praksis, påpeger Thomas Rousing og uddyber:

- Man får nogle konkrete værktøjer til at forme sociale økonomiske virksomheder, og håbet er så, at deltagerne formår at søsætte dem – til gavn for dem selv og det samfund, de er en del af.

Crowdfunding hjælper gode projekter på vej

Holdet bag CBS MOOC tror på, at kurset i Social Entrepreneurship vil kaste brugbare idéer af sig. Eksamensopgaven er nemlig en business plan, der skildrer, hvordan den studerende vil udfolde sit projekt.

Den bedste idé belønnes med ca. 60.000 kr. til opstart. Start-up kapitalen er indsamlet via en crowdfunding-kampagne, hvor de studerende selv har sat fokus på projektet og skaffet donationer.

Har du lyst til at spytte lidt i grisen, kan du stadig nå det – donér til det gode formål her.

Gratis undervisning – når du har tid

MOOCs vil med stor sandsynlighed gå hen og blive ganske populære. De er nemlig helt og aldeles gratis. Derudover giver det en utrolig fleksibilitet, at man kan følge kurserne, selv om man sidder i et tog på vej til Zürich eller ligger på en strand i Thailand.

Men der bliver også stillet krav. For at bestå kurset skal du have godkendt minimum en tredjedel af de 12 ugentlige opgaver, som kurset stiller.

Godkendelsen sker via et såkaldt Peer Assignment System, som betyder, at de studerende giver hinanden karakterer på en skala fra 0-3.

Består man kurset, kan man bevise det til højre og venstre ved at købe et certifikat hos udbyderen, Coursera. Certifikatet kan for eksempeli tilføjes til LinkedIn profilen, og koster 350 kr.

Kurserne skal dog kun ses som tillægsundervisning, og de er derfor ikke meritgivende ved CBS.

- Meritgivende eller ej, så er MOOCs en fantastisk måde at få ny viden på. Og så kan man jo også erhverve sig nogle kompetencer, som man måske ellers ikke havde fået, siger projektleder Thomas Rousing.

Flere MOOCs på vej til dig

Med den overvældende respons til Social Entrepreneurship har CBS formået at skabe fokus – ikke kun på selve kurset, men på MOOCs generelt. CBS’erne har da også al mulig grund til at holde øje med det nye fænomen, for Social Entrepreneurship er kun ét ud flere nye MOOCs.

I samarbejde med læringsplatformen Coursera tilbyder CBS i løbet af efteråret og vinteren både kurserne ’Leadership in 21st Century Organizations’ og ’Consumer Neuroscience & Neuromarketing’.

Tilmelding stadig mulig

Hvis du er blevet nysgerrig, så er der åbent for tilmeldinger til Social Entrepreneurship i små 2 uger endnu. Du kan tilmeldte dig her.

Courseras hjemmeside kan du også se meget mere om de forskellige MOOCs, professorerne bag, kursusmaterialet og udbyttet af undervisningen.